Tag: Kristeligt Dagblad

Maleren i L.A. Rings skygge

Torben Weirup´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Kristeligt Dagblad lørdag d. 9. oktober 2021.

Gedigent bogværk om H.A. Brendekilde er et grundigt portræt af en kunstners kamp, der resulterer i succes. Men succes er ikke en entydig størrelse — og den har sin pris

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 side 24 Kunst & Kultur

bog
4 Stjerner

TORBEN WEIRUP
kultur@k.dk

I modsætning til kunstnervennen L.A. Ring har maleren H.A. Brendekilde (1857-1942) ikke opnået nogen strålende hædersplads i den officielle kunsthistorieskrivning.
Ej heller er Brendekilde — som L.A. Ring (1854-1933) – i nyere tid blevet genstand for beåndede analyser af litterater som Henrik Wivel. Beåndet er selvfølgelig et plusord.
Tværtimod er Brendekildes religiøse kompositioner noget nedvurderet. Ved senere udstillinger — og nu er vi i midten af 1990’erne — er hans skildringer af livet på landet blevet anset for temmelig sødladne – ligefrem Morten Korch-agtige og egentlig er det vel mest hans indignerede, socialrealistiske skildringer, der er blevet hans eftermæle. Mange kender i hvert fald det ikoniske maleri fra 1889, ”Udslidt”, der i mange år var en attraktion på Fyns Kunstmuseum. Indtil der blev vendt op og ned på præsentationen af kunst i Odense.
En stor mark dominerer ”Udslidt”, i hvis forgrund en ældre daglejer er segnet på grund af det hårde slid. Som var det en pietå, holder hustruen sin afdøde mand i sine arme, mens hun skriger sin sorg, fortvivlelse og vrede ud over det golde landskab. Himlen synes helt tom.
Hvis dette og andre af Brendekildes socialrealistiske skildringer kan lede tanken hen på Henrik Pontoppidans noveller om provisorietiden i slutningen af 1800-tallet, er det ikke noget tilfælde. De var venner, delte politiske synspunkter og nærede en dyb sympati for samfundets svageste.
Til Brendekildes bedrifter kunne man nu også lægge en række af hans monumentalt anlagte, poetiske og indsmigrende landskabsmalerier med ingen eller få personer, hvor han i udsnit åbner et overdådigt panorama af dansk naturskønhed.

Ikke kun eftertidens dom over Brendekilde har været hård. Ring er for eksempel repræsenteret med fem gange så mange værker på landets kunstmuseer som Brendekilde – omend man måske kan trøste sig med en bemærkning, Anne Christiansen i sin bog citerer kritikeren Sophus Michatlis for: ”Private købere forstod sig ofte bedre på kunst, end man gjorde på de offentlige samlinger.”
Allerede samtidens vurdering var barsk. Nekrologerne var spidse anmeldelser af livsværket. Brendekilde havde opnået både høje auktionspriser og lige= frem folkeyndest, hvilket altid i sig selv er mistænkeligt. Af en eller anden grund.
Især hans sene billeder var svage og letbenede, hed det. Modsat Ring var han ikke åben over for nye kunstneriske strømninger og slet ikke på sine gamle dage, da han karakteriserede 1930’ernes kunst som ”humbug”. Han var ganske enkelt udslidt.
Men nu har H.A. Brendekilde fået sin monumentale bog skrevet af kunsthistorikeren Anne Christiansen, der selv fik vakt sin nysgerrighed i forhold til Brendekilde ved mødet med netop ”Udslidt” for mere end et kvart århundrede siden og senere havde det held at støde på kildemateriale, der Jå uden for de vanlige arkiver.

H.A. Brendekildes religiøse kompositioner har ikke opnået nogen hædersplads i kunsthistorien. Her er det et udsnit af “Uddrivelsen af Paradis” fra slutningen af 1930’erne.
– Foto: JP-Foto, Maribo.

Anne Christiansen begynder sin fortælling med barndommen og går detaljeret til værks; måske for netop at tegne et billede af en tid og et miljø, hvor der skulle noget ganske særligt til, hvis et menneske skulle bryde den sociale arv.

Som dreng skar Brendekilde ikke skibe, men figurer forestillende dyr. Ikke blot de kreaturer, der er fast inventar i dansk landbrug, men også så eksotiske skabninger som en kamel. Snittet i affaldstræ i farfaderens værksted efter ikke andet end erindringen om nogle billeder, Brendekilde som ganske lille havde set i et boghandelvindue i Odense.
Brendekilde mødte faktisk en vis forståelse hos sit fædrene ophav og fik lov til at gå på snitteskole — det hed det —i Odense. Det fritog ham ikke for mange år som tjenestedreng, men alligevel — og her springer vi et stykke frem i den detaljerede fortælling til Brendekildes bestandige kamp for at male og markedsføre sig selv, sælge og sikre sig alle hånde løse opgaver for både at overleve som maler og forsørge en voksende familie af børn og to hustruer. En til hver side.
Ud over hans hustru og den tjenestepige, der avancerede fra model til hans søns mor, er der andre mennesker, der får afgørende betydning for Brendekilde og hans skæbne som menneske og maler.
Der er de mæcener, velgørere og kunder, der hjælper ham gennem vanskelige tider og svingende indtægter. Og der er L.A. Ring, som blev ven og en tid bofælle ogi sagens natur både konkurrent og kollega — konkollega, som det undertiden kaldes — i de unge år, hvor de var så fattige, at de egenhændigt kunne have grundlagt den traditionelle forestilling om, at unge kunstnere sulter på deres kvistkammer. Og at det da vistnok er befordrende for talentets udvikling.
Det er heromkring — 1881 — de begge tager navn efter deres respektive fødebyer i et forsøg på at blive lagt mærke til og ikke forvekslet med hinanden.
Herefter glider Ring i baggrunden i fortællingen, der grundigt gennemgår Brendekildes rejser og udstillinger, salg og succeser og den evige hårde kamp for ikke at blive smidt ud af hamsterhjulet.
En af måderne at undgå at blive skubbet ud af karrierens cirkusmanege på er at tage bestik af forholdene og tilpasse sig markedet. Det er vel dét, Brendekilde gør i sine sene år. Hvor han tidligere havde orienteret sig hos de franske realister, lagde han i begyndelsen af 1900-tallet “ambitionerne om fortsat at gøre sig gældende blandt avantgarden på hylden. Han lod sig ikke længere inspirere af de skiftende internationale strømninger og dertil hørende motivvalg.” I stedet fortsatte han med sine anekdotiske genrebilleder af livet på landet. Det indbragte ham tilnavnet “stokrosernes maler”. I be gyndelsen var det venligt ment. Senere knap så meget.
Trods fremstillingens høje detaljeringsgrad og den hyppige brug af for eksempel citater fra Brendekildes korrespondance er bogen om kunstneren i L.A. Rings skygge let at læse, Den er skrevet i et fint og funktionelt dansk.
Fortællingen om Brendekilde rokker ikke ved opfattelsen af, at hans motivverden og hans kompositioner gennemgående er lettere end L.A. Rings. Brendekilde holder af den anekdotiske fortælling, mens Rings verden er dyb. Bogen gør ikke Brendekildes værk større, end det kan bære. Men ikke mindst i analyserne af enkelte billeder mærker man forfatterens blik for hans vitterlige kvaliteter. H.A. Brendekilde har fået sit monument.

Anne Christiansen:
Brendekilde – Liv og værk. 424 sider. 400 kroner. Gads Forlag.

Download avis udklip som pdf

Et Kvindeliv, et kunstnerliv – og et kunstnersamliv

Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.

Førsteklasses monografi om billedehuggeren Anne Marie Carl-Nielsen

bog

Anne Christiansen: Anne Marie CarlNielsen, født Brodersen. 426 sider, 398 kroner. Forlaget Odense Bys Museer.

I 1863 var det lige knap, at alt åndede fred i Nordslesvig. I dette skæbneår fødtes Anne Marie Brodersen (1863-1945) på en stor gård nær Kolding — ien familie, der ved siden af det danske beherskede tysk, og som havde forgrenede slægtsmæssige forbindelser i Tyskland. Et rigt og trygt hjem, men samtidig et hjem på landet i det traditionelle landbosamfund.
Faderen havde stærkt greb om det økonomiske og en egen bevidsthed om sin stand og herkomst. Da datteren forelskede sig i en tidligere regimentsmusiker fra Fyn, der stod uden for rangklasserne, var han ikke helt tilfreds.
Den selvstændige datter og den charmerende komponist Carl Nielsen stak af fra familien og grundlagde deres livslange kunstnerkarrierer sammen. De fik børn, samliv og en evigt anstrengt økonomi — der ikke bedredes, da parret omkring Første Verdenskrig blev seperareret. Det var en alvorlig sag, der faktisk kun var muliggjort af loven om kvinders ret til egen indkomst og formue samt af, at Anne Marie Carl-Nielsen havde succes med sin kunst.
Det var landbrugets dyr, der først udgjorde inspirationen, siden også andre husdyr, som Anne Marie Carl-Nielsen blev specialist i at gengive. En særegen linje i dansk kunst, strækkende sig fra J.Th. Lundbye over Philipsen og frem til Fynboerne.

Dog kom snart også monumentale opgaver til. Af stor betydning var bronzedørene i Ribe Domkirke. Her er det værd at erindre, at Ribe lå som en ø — en kongerigsk enklave inde i Tyskland. Derfor var det vigtigt med en udpræget dansk funderet kunstnerisk udsmykning. Hvor vellykket den blev, kan diskuteres, men i detaljen — med dørhåndtag i dyreformer — peger den frem mod Anne Marie Carl-Nielsens fuldt udfoldede kunstneriske virke.
Siden fulgte arbejderne med græsk, antik, polykrom skulptur i Athen — et kapitel, der udredes eksemplarisk i den overdådige kunstnermonografi, som Anne Christiansen har leveret. Forfatteren er leder af de odenseanske museer, og bogen er resultatet af et liv med billedhuggeren og mennesket Anne Marie CarlNielsen.
Det er egentlig en dobbeltmonografi, fordi Carl Nielsen løbende biograferes sammen med hustruen. Og dertil familien, vennerne, opdragsgiverne, kollegerne — alt kontrapunktisk gennemført. Det ville blot have været elegant, hvis forfatteren havde stolet på sin læser og udeladt de mange unødige krydshenvisninger.
På toppen af sin ydeevne vinder Anne Marie Carl-Nielsen opgaven om et ryttermonument for Christian IX. Det var et vovet og i dansk sammenhæng nyskabende monument, idet soklen befolkedes af repræsentanter for nye og traditionelle erhverv og gengav personer af betydning for den periode, hvori kongen havde regeret. Det er ikke et ualmindeligt træk i italienske 1700- og 1800-tals ryttermonumenter, som billedhuggeren må have set i Italien.
Anne Christiansen fokuserer mest på Rauchs skulptur af Frederik II fra 1851 i Berlin som forbillede. Hovedsagen er dog, at Anne Marie CarlNielsen ønskede fuldt kendskab til andre rytterskulpturer og fordrede indgående portrætlighed med henholdsvis hest og rytter — og derfor så mængder af rytterskulpturer og heste.

Anne Marie Carl-Nielsens bronzedøre i Ribe Domkirke er berømte for blandt andet deres detaljerede dørhåndtag, der peger frem mod Anne Marie Carl-Nielsen fuldt udfoldede kunstneriske virke.
– Foto: Scanpix.

Bestillingen blev en gyser, der var med til at give ægteparret hovedbrud og fysisk slitage. Tiden gik, smagen skiftede, pengenes værdi forringedes, kongens minde blev svagere, Bronzestøberne var dyre eller dårlige. Spillet mellem monumentkomiteen og billedhuggeren, der truede med støbning i Belgien, er detaljeret og elementært spændende gennemgået.

Bogen handler om et kvindeliv, et kunstnerliv — og et kunstnersamliv. Den er båret af en dyb indsigt i kunsthistorie, samtidshistorie og kunstneriske processer. Den er ikke tynget af teori og kategoriseringer. Den kunsthistoriske analyse sidst i værket er klar, præcis. Den viser Anne Marie Carl-Nielsens styrker i de emnekredse, hun beherskede, hendes svagheder i det komplekse og med hensyn til en række materialer, der ikke burde være så udfordrende for en billedhugger.
Anne Marie Carl-Nielsen modellerede og støbte, Hun huggede ikke gerne i sten. Hun var naturalist med kun liden abstraktion i sin kunst. Arven efter Anne Marie CarlNielsen varetoges af blandt andre Helen Schou, men den form for repræsentation, Anne Marie Carl-Nielsen var opvokset med, døde ud efter besættelsesårene og de monumenter, der nødvendigvis skulle skabes i kølvandet på krigen.
Bogen er umådeligt flot produceret. Billedarbejdet er fortrinligt. Opsætningen decideret flot — men … Det er en uvane at forvanske kunstneres og andres navne ved at anføre alle fornavne. Man kender dem pludselig ikke. Når Carl Petersen og Thomas Havning — for ikke at nævne I.C. Christensen — pludselig optræder med alt for mange eller fuldt udskrevne fornavne, er det noget rod.
Ligesom det er noget rod ikke at anføre tyske navneord i ubøjet form. Der er et virvar i bøjninger i de anførte tyske institutioners navne. Skønhedspletter. Mere diskutabelt er det, hvor lange billedtekster skal være. Er de for lange, forstyrrer de læsningen. Her er de endog meget lange og til dels gentagelser af brødteksten. Lidt synd for en bog, det ellers er en idel fornøjelse at læse. En sjælden, berigende læseoplevelse. I sig selv et livsmonument ved kunstnerens 150-år.

CARSTEN BACH-NIELSEN
kuktur@k.dk

Download avis udklip som pdf